Domaine des Moriers er en lille Beaujolais-producent, der har til huse i Lancié. Domænet ejes af Bourgogne-producenten François de Nicolay fra Domaine Chandon des Briailles i Savigny-les-Beaune, og bliver drevet af Arnaud Combier, der med sin solide baggrund som vinmager giver Domaine des Moriers mulighed for at udvikle sig og skabe så naturlige og fine Cru Beaujolais-vine som muligt.

Domaine des Moriers producerer Beaujolais-Villages i Lancié lige ved grænsen til Morgon, hvor de også laver vin fra marken 'Les Charmes'. Derudover laver domænet vin fra den måske bedste Fleurie-mark 'La Madone' og sidst, men ikke mindst, den berømte Moulin-à-Vent mark 'En Brenay', som nok er det mest burgundiske terroir i Beaujolais.

 

Naturlige vine lavet med stor omhyggelighed

Domaine des Moriers er under omlægning til økologisk/biodymanisk vinbrug, og vinene dyrkes så naturligt som muligt. Det er planen at blive Demeter-certificeret.

Selve fremstillingsprocessen af vinene ligger langt fra ideen om, at en naturlig vin skal lave sig selv, og kræver masser af omhu med vinene gennem hele processen.

Alle trin foregår meget omhyggeligt og præcist. Jorden pløjes med heste, og brugen af ​​kobber holdes på et minimum, mens alle herbicider og pesticider er forbudt. Derudover foregår høsten i hånden, og hos Domaine des Moriers er de generelt overbeviste om, at en god jord og sunde druer er en absolut nødvendighed.

I kælderen benytter Arnaud sig af hele drueklaser under vinificeringen, som udføres i traditionelle Beaujolais-betonkar. Efter ca. to uger og uden tilførsel af svovl udføres en lodret presningsproces, hvilket giver en fremragende kvalitet af pressesaft, der er afgørende for de endelige vine, som fremstår ægte og unikke.

 

Område: Lancié, Beaujolais 


Dyrkningsmetode: Naturvin og conversion biologique


Druesorter: Gamay


Areal: 10 hektar


Ikon: Moulin à Vent 'En Brenay'